Bente bliver til Inger
En af de veje, der i forbindelse med helhedsplanen skal have et nyt vejnavn, er tværforbindelsen fra den ny-anlagte Karen Blixens Boulevard til den eksisterende Gudrunsvej.
Bente bliver til Inger
Som en del af helhedsplanen for Gellerup anlægger Aarhus Kommune nye veje i området. Med nye veje kommer nye navne til, sidst var det Karen Blixen. En af de veje, der skal have et nyt vejnavn, er tværforbindelsen fra den ny-anlagte Karen Blixens Boulevard til den eksisterende Gudrunsvej. Det nye vejnavn er: Inger Christensens Gade. Navnet skriver sig ind i rækken af pigenavne, som gaderne har i forvejen. At pigenavnene nu er med efternavn skal ifølge Aarhus Kommune sikre, at man lettest muligt kan orientere sig og finde frem til den pågældende vej, ejendom, bygning osv.
Kvinden bag navnet
Inger Christensen (1935 – 2009) var forfatter og især kendt for lyrik. Hun betragtes som en af Danmarks mest respekterede digtere og nød ligesom Karen Blixen international anerkendelse. Ved hendes død blev det ligefrem påpeget, at hun burde have modtaget Nobels Litteraturpris.
Vi byder Inger velkommen til Brabrand.